Grøn erhvervsvækst
 
 

Det siger kunderne

 
Du finder de nyeste anmeldelser på "Anmeld håndvæker".
Klik på logoet til højre for at læse dem

Læs de seneste anmeldelser af Bork Burkal her...


Endnu en varm anbefaling fra tilfreds kunde:


Bork & Burkal fremstår som en utrolig kompetent og veldrevet virksomhed, hvor kundes ønsker og komfort sættes i højsædet. Bork & Burkal har et ærekært forhold til kvalitet og faglig stolthed, hvilket tydeligt ses i deres arbejde, som er gedigen, flot og punktlig.

Vi har gentagne gange benyttet Bork & Burkal til både små og større opgaver, og vi vil bestemt benytte os af dem igen.

Vi anbefaler derfor Bork & Burkal uden forbehold.

Majbritt & Jørn Sørensen

 
Et møde med tømrerfirmaet Bork-Burkal, er et møde med to hjælpsomme og kompetente personer, som gerne giver gode råd til billige og enkle løsninger.
 
Thomas og Kasper overholder deres aftaler, sker der noget forhindrer dem i at komme til aftalt tid, får man besked og der træffes en ny aftale.
Tømrerarbejdet er veludført, og så er det meget behagelige mennesker at have i huset, som oven i købet rydder op efter sig.
 
Hilsen
Tove
 

 
Dem bliver i glade for!
 
Håndværkerfirmaet Bork og Burkal har fra august til december 2011 lavet ny 1. sal hos os og lagt nyt tag på. En større omgang hvor familien måtte bo tæt sammen i den resterende del af huset. Men det har været en god oplevelse med Bork og Burkal som hovedentreprenør. En god tone, overholdelse af aftaler og så ikke mindst godt humør.
 
Under en bygge-proces er god kommunikation af stor betydning. Og her viste Bork og Burkal sig som de helt rigtige at kommunikere med. Hurtig respons på spørgsmål, nem at få fat i og overholdelse af aftaler var gennemgående træk i byggeperioden.
 
Der har ignnem projektet været stor forståelse for at det kræver fleksibilitet at bygge om i et hus, hvor familien stadig bor.
 
Resultatet er også i top, så hiv endelig dem ind i en tilbudsrunde. Herfra får Bork og Burkal de varmeste anbefalinger.
 
Mvh.
Dorte og Morten Teilmann-Jørgensen, Kolding

 
"Ikke så ringe endda!"

I efteråret 2011 besluttede jeg af energisparende årsager, at udskifte et stort terrasseparti (2x3m.). Jeg indhentede tilbud fra flere og ud over at Bork & Burkal var de billigste, var der fra starten også en afslappet og tillidsfuld atmosfære. Rigtig god rådgivning, konkret og proffesionel. Alle tidsfrister blev overholdt og kommunikationen undervejs var hurtig og præcis. De udfordringer som dukkede op undervejs, blev der fra deres side hurtigt taget hånd om. Selve udskiftningen gik imponerende hurtigt og uden problemer, og oprydningen bagefter var helt i top! Vi er særdeles tilfredse med resultatet; det lever på alle måder op til vores forventninger.

Det er selvsagt til stor irritation, hvis man havner i kløeren på håndværkere, hvor der ikke rigtigt er styr på aftaler, tidsfrister, udgifter eller korrekt udførelse. Der er forhold som kan være svære at forudse (for begge parter) og som førstegangs boligejer uden megen erfaring, var det således ikke helt uden betænkeligheder, da jeg gik i gang med at indhente tilbud. Jeg var dog på et meget tidligt tidspunkt overbevist om, at Bork & Burkal "ikke var så ringe endda"! Huset står foran flere løbende renoveringsopgaver og der er absolut ingen tvivl om, at Bork & Burkal vil blive tilbudt, at blive inddraget i de næste projekter.

Søren og Kathrine


Et bedre makkerpar - og bedre håndværkere, skal man lede længe efter

Vi kontaktede i vinteren 2006, iøvrigt efter anbefaling fra en også tilfreds kunde, firmaet Bork & Burkal, da vi have planer angående en totalrenovering og en tilbygning af vores sommerhus, som er bygget helt tilbage fra 1965.
 
Vi ønskede det ret store projekt udført af et firma, der kunne og ville påtage sig hele entreprisen, herunder tømrer/snedker, murer, eletriker, vvs, kloak, støbning mv.

Det var uden betænkelighed, at vi, efter nogle gode drøftelser med Thomas, overlod opgaven til Bork & Burkal – selvom disse unge fyre var relativt nystartede.
 
Vi havde selv masser af ideer til, hvad der skulle ske og ikke mindst, hvordan huset skulle være indrettet og se ud, når det engang stod færdigt. Men vi fik undervejs i forløbet en rigtig god sparring og en del nye ideer af Bork & Burkal. Projektet blev ”selvfølgelig” en del dyrere end beregnet fra starten. Ikke alene på grund af de ”nye ideer”, men også fordi der undervejs opstod forskellige problemer, som der jo gør, når man giver sig i kast med en så omfattende renovering.

Men det skal siges, at økonomien iht. til det tilbud, vi fik fra starten, passede 100%.
Og så fik vi ovenikøbet et par ”gaver” i form af en ekstra terrasse og lignende undervejs.
Hele projektet er nu færdigt – og vi må sige, at vi fik vores ”drømmehus”.

Derfor en stor tak til Thomas og Casper, samt til de øvrige håndværkere, vi ”hyggede” os sammen
med gennem sommeren 2006.
 
Skulle der afslutningsvis være plads til et lille ”men”, må det være at Caspers hund, en livlig golden retriver, havde en irriterende vane med at gnave pinde og kæppe i små stykker, og efterlade dem overalt på græsplænen. Hvor Casper ”glemte” at samle dem op – til stor fortrydelse for plæneklipperen.
 
Dorte Hansen og Kristian Bonde
 
NB. Den gamle ”skrøne” om, at de dygtigste håndværkere også er dem, der er dårligst
til at rydde op efter sig – den er altså go’ nok.
 


Lidt pænt om B&B

- Og nej, vi er ikke i familie, og vi har ikke fået tjenesteydelser eller rødvin for at sige noget her!
 
- Vi er blot glade og tilfredse for de to mestres hele fremtræden og det arbejde, de leverer.
 
Aftaler holdes, priserne passer - og det er sådan set dét, man i heldigste fald kan opleve med en håndværker. Og synes man, at deres transistorradio, som jo åbenbart er en del af
det faste inventar i værktøjskassen, skal slukkes - så bliver den også det.
 
- Det er også rart, at de ikke er blege for at ytre sig, om de ideer man har. »Man kunne jo også« ... og det viser sig, at
det nok var meget bedre end det, man selv havde gået
og funderet sig frem til.
 
- Fem skruemaskiner ud af fem mulige til Bork & Burkal!
 
Astrid Holm og Lars Birger Nielsen, Kolding

 


Alle myter om dårlige og utilregnelige håndværkere bliver gjort til

skamme når det gælder Bork & Burkal.

 
Vi har under hele processen omkring vores byggeri oplevet Bork & Burkal som yderst professionelle, troværdige og
fleksible. Desuden har de fungeret som gode sparringspartnere mht spændende og alternative løsninger.
 
Det har betydet utrolig meget for os at kontakten og dialogen med Bork & Burkal under hele processen – fra før det
første søm til sidste finish – har været professionel og nærværende.
 
Vi har derfor trygt lagt vores bygge projekt i deres kyndige hænder og kan kun varmt anbefale andre
at gøre det samme!
 
Lone & Jesper

 


 

At vælge håndværker er en tillidssag

Da vi i efteråret 2004 havde købt grund og skulle bygge vores drømmehus i Kolding var vi, efter en indledende screening af potentielle bygmestre, langt fremme i forhandlingerne med den ene af disse.
 
Vi havde på forhånd nedfældet en række kriterier vi ville have opfyldt og yderligere en række kriterier som vi gerne ville have opfyldt, hos vores samarbejdspartner på husbyggeriet. Den 1. november 2004 havde vi endeligt fået forhandlet pris og kontrakt på plads med bygmesteren, så det bare var en formsag at få den skrevet ren og dernæst underskrevet af begge parter. To dage senere, den 3. november 2004, indtraf så danmarkshistoriens største fyrværkerikatastrofe i Seest ved Kolding. Med ét slag blev hele grundlaget for vores aftale med bygmesteren ændret. 250 parcelhuse og adskillige industribygninger var jævnet med jorden og skulle på ganske kort tid genopbygges, finansieret af forsikringsselskaberne.
 
Vores byggeprojekt blev over natten i udgangspunktet 150.000 kr. dyrere, og bygmesteren gjorde ganske klart, at denne prisstigning nok kun var den første af flere, da ingen havde nogen jordisk chance for at vide hvordan et så overophedet marked for byggeri ville reagere på lidt længere sigt. Vi måtte blot stole på, at han til enhver tid ville gøre sit bedste for at projektet ikke løb løbsk.
 
Vi havde solgt vore hus, men valgte at tage en dyb indånding, udsatte projektet og midlertidigt indkvartere os i en lejlighed.
 
Et halvt år senere påbegyndte vi så en ny runde med screening og kvalificering af potentielle bygmestre og entreprenører. Det var her vi stødte på Bork & Burkal – Thomas & Casper. Efter vore indledende sonderinger, gennemgange af projektet, endeligt materialevalg osv. stod det hurtigt klart, at det for lægmænd som os ikke var muligt at kontrollere hver en detalje, hver en kostparameter i den endelige regning. Samtidig havde vi erfaringen med bygmesteren fra første runde i 2004 in mente – her havde vi ikke den fornødne tillid til entreprenøren!
 
Når man vælger at bygge nyt hus eller lave til- og ombygninger, så er man i nogenlunde samme situation som ved et bilkøb. Når man har valgt model, så kan man som lægmand i princippet kun kvalificere sin købsbeslutning ved at sparke lidt til dækkene og så vælge den bilforhandler man har tillid til og som man mærker har interesse i at sælge dig den næste bil også.
 

Tilliden erstattede kontrakten

Efter valget af Bork & Burkal til opførelsen blev grundlaget for et godt resultat et helt andet. Ingen af partnerne kunne naturligvis forhindre hverken pludselige prisstigninger på enkelte byggematerialer, dårligt vejr eller konstruktionsmæssige ændringer undervejs der ikke kunne forudses inden byggeriet blev igangsat. Men da udgangspunktet for samarbejdet var tillid, blev også alle små og store ændringer diskuteret og løst prompte. Med rettidig omhu kom Thomas og Casper altid til os så snart en ny udfordring blev konstateret.
Tidsplanen var stram men blev overholdt til punkt og prikke, Underleverandører var ”uheldige”, men blev udskiftet eller holdt i stram snor efter behov.
 
Succesen er hjemme når kontrakten bliver i skuffen og aldrig bliver taget frem efter underskrivelse!
 

Fra hus til hjem

Men Bork & Burkal er også en drømmefabrik. Mange gode og brugbare løsninger blev udviklet og implementeret undervejs i processen mellem bygmester, arkitekt og bygherre. Og vi sidder i dag med drømmehuset – ikke helt som vi havde udtænkt det fra starten – faktisk endnu bedre! At bygge nyt hus er en mental maraton fra nogle stregtegning og strøtanker omkring et hus, dets funktion og udseende til et hjem, med drømme, hjerterum og gode minder. Thomas og Casper forstod dette helt fra starten og var således den bedste sparringspartner vi kunne få i den vanskelige og meget ressourcekrævende proces det er at bygge sig et nyt hjem.
 
Vi anbefaler meget gerne d’herrer i enhver sammenhæng og håber de stadig eksisterer når vi om 20 år måske skal have bygget det næste drømmehus.
 
Kolding, Februar 2007
Marlene & Poul Lorentzen



I forbindelse med en større renovering og tilbygning til vores hus, kontaktede vi Bork og Burkal til udførslen af tømmerdelen.
 
Tilbudsgivningen var særdeles seriøs og der var taget højde for alle ting, således ubehagelige overraskelser ikke kom under byggeriet.
 
Forsinkelser på den del, der skulle være færdig før Bork og Burkal kunne starte blev ikke
taget ilde op og der var en stor fleksibilitet ifht. hvornår de kunne påbegynde deres del.
 
Resultatet levede fuldt op til vores forventninger og vi anbefaler Jer derfor varmt til andre,
der har brug for tømmerarbejde.
 
Dorit & Kenneth

 


 

 
I sommerferien 2009 besluttede vi os for, at vi gerne ville have bygget til. Vi undersøgte forskellige tømrerfirmaer via Internettet, og fandt hurtigt frem til Bork og Burkal. Vi kontaktede dem for at høre om det overhovedet kunne lade sig gøre. De ville starte i uge 38 og forventede at blive færdige inden jul. Allerede fra de første møder med Thomas og hans ”slæng” var der en god og behagelig stemning. Vi følte at de var meget seriøse omkring deres arbejde, og var meget lyttende overfor vores ønsker. De var utroligt gode at spare med, og kom også med mange forslag til hvad man kunne gøre i forskellige situationer.
 
Inden vi gik i gang aftalte vi en pris, som holdt under hele forløbet. Tidsplanen holdte næsten, kun med et par ugers forsinkelse, grundet at gulvet var for fugtigt til at lægge gulv på. Vi har været utroligt glade for samarbejdet med Bork og Burkal, og syntes at de har udført et flot og godt stykke arbejde. Så vi har kun rosende ord at sige om Thomas og Casper samt deres samarbejdspartnere, Svend-Erik og Lars.
 
Tak for kampen :-)
 
Finn Jensen og Henriette Paasch
 

 Tømrer og snedker Bork & Burkal  |  Gormsvej 10  |  6000 Kolding  |  Thomas.: 20 15 68 53  | Casper.: 20 15 68 55  |  post@borkburkal.dk